Mursten har været en gennemgående del af den danske byggekultur og landskab i århundreder og kan spores helt tilbage til før vores tidsregning - et materiale på én gang hverdagsligt og monumentalt, indlejret i bygningstraditionen og i den kollektive bevidsthed, bærende på både den enkelte bygnings historie og en større fortælling om tid, håndværk, ressourcer og gentagelse. Når de løsnes fra bygningskroppen og samles i bunker på affaldspladserne, i et sammensurium af type, alder og nedbrydning, sker der en forskydning - fra arkitektur til råstof.
I denne midlertidige tilstand ligger en særlig interesse: Hvad sker der med vores forståelse af murstenen, når den ikke længere er del af et murværk, men fremstår som enkeltdele eller fragmenter? Hvor meget skal der til, før noget opleves som kultiveret frem for råt?
Iblandt murstensbunkerne bliver det tydeligt, at den samme sten kan opleves radikalt forskelligt, når overfladen forandres. At den kan fremstå blød og imødekommende i én tilstand og hård, næsten utilnærmelig i en anden. At murstenen rummer et spændingsfelt mellem det geologiske og det konstruerede - fremstillet af sedimenteret materiale, formet og brændt, standardiseret og sat i system.
At den, mens den fremstår præcis og gentagelig i murværket, samtidig rummer en iboende porøsitet og skrøbelighed. At murstenens styrke er kollektiv; at den enkelte enhed er afhængig af den sammenhæng, den indgår i; og at kvaliteten opstår i relationen mellem mange. I O pbrud fremtræder de allerede beskadigede mursten i tre grader af bearbejdning: knækket, skåret og poleret. Her inviteres til at registrere forskellene i lys og skygge, i overflade, tekstur, skala og imødekommenhed.
Murstensfragmenterne erstatter terrazzoens traditionelle natursten og antyder en mulig udvidelse af naturbegrebet: et materiale, der har gennemløbet en urban og konstruktiv fase, men som igen kan indgå i geologiske læsninger. Omkring os udviskes skellet mellem det, der er berørt og det, der ikke er berørt af mennesket, og vi kan spørge, hvilke materialer der i en fjern fremtid vil opfattes som naturlige - om rester af vores byggeri vil ligge som sedimentære lag og aftegne vores tidsalder og byggekultur.
